Skolens formål
Sønderhå-Hørsted Friskole er en forældredrevet prøvefri friskole, som har til formål at udøve skolevirksomhed på et Grundtvig- Koldsk grundlag med undervisning fra 0. til 9. klasse
Skolen skal i tæt samarbejde med børnene og deres familier skabe et trygt og udviklende bindeled for det enkelte barn i dets vej fra det lille fællesskab i familien til et større fællesskab i
skolen og samfundet.
Skolen arbejder på dette formål i traditionen efter Grundtvig og Kold, hvor den enkeltes evner og anlæg søges udfoldet i et forpligtende fællesskab.
Vores Pædagogiske idegrundlag og værdier
Sønderhå-Hørsted Friskole er en Grundtvig-Koldsk friskole. Det betyder, at vi bygger vores undervisning på N.F.S. Grundtvigs menneskesyn og Christen Kolds skolesyn.
Sønderhå-Hørsted Friskole skal samle børn og voksne i et forpligtende fællesskab om hele skolens virke, hvor ligeværdig medleven af såvel børn som voksne tilsammen skaber et fællesskab, som er større end summen af de enkelte dele.
At hver enkelt oplever at være en del af et sådant fællesskab, er et centralt mål, for at skolen kan leve op til sit formål, skolen skal i sit virke og sin dagligdag skabe mulighed for, at alle i frihed og ligeværdighed kan blive en del af denne erfaring.
Vi lægger vægt på:
✓ Mod på livet og troen på, at man som menneske er værdifuld og gør en forskel og har tillid til egen og andres formåen
✓ Grundlæggende faglige kundskaber og færdigheder, der til enhver tid står mål med Folkeskolens krav
✓ At skabe rum for det kreative, nysgerrige, skabende og udforskende menneske inden for fællesskabets rammer
✓ At opdrage til et demokratisk samfund, hvor alle udviser tolerance, ansvarlighed og respekt for hinanden og er historisk bevidste, samt fremme lysten til at videreføre et demokrati
✓ At fremme det selvstændige og vedholdende i mennesket og give mod på at turde stå frem og forklare sig. Ligeledes fremme evnen til at handle hensigtsmæssigt i givne situationer. Altså at være et reflekterende handlekraftigt menneske.
Undervisningens formål
Undervisningens formål er gennem læring i et stimulerende og udfordrende miljø at fremme det enkelte barns udvikling i fællesskabet omkring skolen.
Undervisningen skal tilrettelægges, så den enkelte elev får tilgodeset sine behov for faglige udfordringer og får mulighed for at udnytte og videreudvikle sine forudsætninger bedst mulig.
Undervisningens formål er at bevare evnen til at undres og begejstres gennem læring. Gennem fælles og individuelle oplevelser at opleve sin egen udvikling og faglige fundering, så barnet fastholder sin identitet i stadig vekselvirkning med det forpligtende fællesskab.
“Den enkeltes evner og anlæg søges udfoldet i et forpligtendefællesskab”
I tæt samarbejde med forældrene skal vi skabe de bedste rammer for det enkelte barns vækst og udvikling.
Undervisningens formål er at udvikle elevernes lyst og evne til at lære, og til at lære at lære.
Undervisningen skal i sit indhold sigte mod at udvikle og udfordre elevernes evner, færdigheder, anlæg og lyst. Eleverne skal udvikle manuel kunnen, kropslige kompetencer, performative evner og intellektuelle færdigheder.
Undervisningen skal i sin form være med til at udvikle og udfordre eleverne til selvstændig stillingtagen, udvikle lydhørhed og kritisk sans, samarbejdsevne og samarbejdsvilje, initiativ og kreativitet, arbejdsglæde og gode arbejdsvaner samt empati og indlevelse.
“Målet med undervisningen er at udvikle børnenes fantasi og lyst til læring”
Lærer og elever skal indgå i en proces, hvor undervisningen udvikles fra lærerstyring til deltagerstyring gennem skoleforløbet.
Børnene skal i deres dagligdag leve i og lære af og om demokratisk praksis. De skal efter evner inddrages i beslutninger om egne forhold og på den måde vokse ind i et fællesskab, der bæres af frihed, ansvar og empati. I det fællesskab skal alle leve med gensidig respekt for hinanden.
“Børnene skal vokse ind i et fællesskab, der bæres af frihed, ansvar og empati. I det fællesskab skal alle leve med gensidig respekt for hinanden.”
Skolen er i sit grundlag et folkeligt initiativ, der styres efter traditionelle danske erfaringer, hvor den enkeltes frihed, mindretallets rettigheder og deltagernes ligeværdighed er centrale omdrejningspunkter.
Vi anvender fortællingen i sammenhænge, hvor det indgår naturligt, da den dels taler til og udvikler børnenes fantasi dels evner at etablere mødet mellem børnene og stoffet. Fortælling er endvidere en måde at være sammen på og lære sammen på.
Obligatoriske emner
Færdselslære varetages af klasselæreren i lighed med sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab.
Udover skolens fagkreds har vi hvert år et vist antal emneuger, hvor vi tilgodeser en bred vifte af fagområderne gennem lejrskoler, teateruger og diverse årstidsarrangementer.