Skolens hverdag
Vores dag starter kl 08.00 med fælles morgensamling, sang, fortælling og en gåtur rundt om kirken.
Skoledagen begynder med en fælles samling, hvor der synges fællessange, bedes fadervor, gives beskeder og fortælles. En anden varm tradition i forbindelse med morgensamling er fejringen af dem, der har eller har haft fødselsdag siden sidst med en fødselsdagssang. Samlingen afsluttes med en sang efterfulgt af en gåtur rundt om kirken.
Med fællessang vågner både krop og ånd. Den efterfølgende fortælling/snak sætter ord på eller reflekterer over noget, der giver stof til eftertanke, eller som sætter tankerne i gang – en fælles forundring. Morgensamlingen giver dagen en både rituel og tankevækkende begyndelse.
Vi bruger fortælling, hvor det indgår naturligt fx i forbindelse med morgensamling. Fortællingen taler dels til udviklingen af børnenes fantasi og dels til deres evne til at etablere et møde mellem sig selv og stoffet. Fortælling er en god måde at være sammen på og lære sammen på.
Samtalen i hverdagen er vigtig! Samtalen er noget af det, der binder elever sammen med hinanden og med skolens ansatte. Der bliver talt meget på Grundtvig-Koldske skoler. Ord er ofte nøglen til at lære andre mennesker at kende. Ord danner grundlag for samtale og for det moderne demokrati og det moderne samfund.
Samtalen kræver mindst to personer. En der taler, og en der lytter. Det er i sig selv en øvelse at have en dialog, hvor man på skift er taler og lytter. Det kan være svært at udvise frisind og gå helhjertet ind i en samtale. Mødet med en ligesindet er som oftest enkel og ligetil, mens det kan være vanskeligt at gå helhjertet ind i en samtale med et menneske, som man ikke deler holdninger med. Det er faktisk noget af en præstation at kunne debattere sagligt på holdninger og synspunkter – mod værdier, som ligger langt fra vores egne.